Kurset ”Fortælling” har to mulige retninger i forhold til fokus og formål.
– Enten kan fokus være på at fortælle historier, hvor man er et skridt tættere på sig selv end i det dramatiske arbejde. Det er DIG, der fortæller og ikke en karakter. Her vil mange redskaber og øvelser fra dramaarbejdet tages i spil for at træne “en hvilen i sig selv” når man skal fortælle og indleve sig i situationen, fortællingens handling og karakterer. Der vil blive arbejdet med forskellige historiefortællingsøvelser og impro-øvelser, der styrker deltagernes evne til fantasi og til med ord at skabe billeder i lytternes bevidsthed. Vi træner stemmen, det sceniske nærvær, kropsholdning, gestik og kropssprog, men kernen i arbejdet er at finde den helt unikke personlige fortællestil, der knytter sig til, hvem man er som person.
– Eller fokus kan være på fortælling som scenisk virkemiddel – her er det en karakter fra en given historie, som fortæller historien ud fra vedkommendes synsvinkel. Vi kan arbejde med allerede skrevne historier, personlige fortællinger, eller historier som deltagerne selv skriver. Der arbejdes skuespillerteknisk med karakterudvikling, situation og relation til publikum. Nogle essentielle spørgsmål i denne sammenhæng lyder – hvorfor fortælle netop denne fortælling? Hvilken relevans har denne fortælling for verden i dag? Hvad er fortællingens kerneessens eller metafor? Hvad ønsker jeg, at mit publikum skal tage med fra denne fortælling?
Vi kan arbejde med animering af fortællingen – lys, lyd, rekvisitter, dukkerteater, masker samt site specific iscenesættelse – alt med fokus på at forstørre det essentielle i fortællingen!
Kurset kan tilrettelægges både børn, unge og voksne.
Kontakt mig for at booke et kursus og for at få information om priser.