Julefortælleforestillingen “Julerier”

Julen er en travl tid. Der skal nås en masse – der skal nås at købe gaver til juleaften, der skal nås at tage til julefrokoster, juleafslutninger, julefamiliekomsammen, der skal laves julekonfekt og julemad og alle mulige andre julerier skal nås. Og vi SKAL for enhver pris nå at JULEHYGGE! Men Julehyggen fordufter tit fordi travlheden og iveren efter, at vi skal hygge os, kommer i vejen for at hyggen faktisk kan indfinde sig.

Kære Teater vil gerne tage fat i dette dilemma, og sprede julehygge lige der, hvor der oftest er allermest travlt; nemlig i gaden, i byen, når vi løber rundt fra butik til butik for at nå at købe det sidste julehalløj. Lige her midt i travlheden vil man pludselig kunne se en vandrende, syngende juletræsdame, som byder store og små, unge og gamle velkommen i sin fortællerhule til en stund for nærvær, nærhed og hygge. Alle, store som små, inviteres til at sætte sig ned og lytte til en julefortælling samtidig med, at de nyder en kop varm chokolade. Som et lille, roligt og hyggeligt pusterum midt i den pulserende travle juleindkøbstid.

Julerier 2019, Svendborg Torv

Julerier kan bookes som både en udendørs- eller indendørsforestilling.

For mere information vedr. pris osv. kontakt venligst Kære Teater.