Min klovn hedder Mulli, og Mulli er en temperamentsfuld, genert, ordenlig, nysgerrig, gavmild, elskelig, for meget og klodset klovn. Hun skaber nogle gange en lille bobbel omkring sig selv, og det hun foretager sig, og hun har et stort omsorgsgen og til tider bliver hun helt blank, når der sker ting omkring hende, hun ikke forstår.
Jeg udviklede min solo klovneforestilling ”Op på hesten” i samarbejde med Jens Kløft fra Teatret Brændende Kærlighed, og forestillingen havde premiere i marts 2015. Her er en lille teaser, som beskriver forestillingen.
Klovnefiguren Mulli er ved at gøre klar, hun gør rent, støver af og rydder op, men i virkeligheden er der ikke noget at ordne. Hun går bare i ring blandt gamle minder og drømme. Vi møder hende i døren – sådan – i færd med at ordne og gøre klar til… noget. Men når hendes længe ventede publikum endelig er ankommet, falder hun i søvn. Med et sæt vågner hun og opdager, at hun ikke nåede at blive klar! Dybt pinligt berørt begynder hun febrilsk at gøre rent og rydde op – igen. Men bag ved alle nullermændene, er gammelt ”guld” dog gemt af vejen. En efter én finder hun sine talenter frem og prøver om hun stadig kan. Men nodestativet driller, violinen er krympet, tonen bliver lidt for skinger og flamencotrinene er ikke helt så rappe længere. Dog finder hun, blandt de hengemte sager, sit mod – og beslutter sig for at prøve igen!
Billeder af fra forestillingen.
OM KLOVN
Klovnens følelsesmæssige gennemsigtighed skaber rum for forståelse. Igennem latteren træder problematikker frem i nyt lys, og vi forstår os selv og hinanden bedre. Når vi griner, er vi tilstede her og nu – dagligdagens stress mindskes. Når vi griner, tager vi livet mindre tungt, og klovnen minder os om, at selvom vi indimellem falder dybt, har vi mulighed for at kravle op og prøve igen. Det er ganske menneskeligt at gå i ring, blive distraheret, glemme hvad man havde gang i – og finde tilbage til sporet igen eller finde et nyt spor. Der er noget komisk i den tendens, som, hvis vi er i stand til at indse det, giver os overskud og styrke.
Jeg er ikke interesseret i klovnen, der kun lever igennem sine ’acts’, evner og tricks – jeg vil se en kerne. Vi griner og bliver bevæget, når vi ser menneskeligheden i klovn. Det er de små revner, som jeg kigger efter – det er dem, der viser os noget, vi kan relatere til – det er det poetiske i klovnen. I min optik behøver klovnen ikke konstant at få publikum til at grine – der er plads til både latter, tårer, flovhed, fiasko, vrede, succes – til at være menneske.