Ciboulette er en klovnetrup, som jeg stiftede sammen med 4 medstuderende fra Dell’Arte i 2010. Vi er en international kvinde-klovnetrup som består af Kajsa Jonasson, Emilie Höijer og Marie-Louise Höög fra Sverige, Camille Hadjadj fra Frankrig og jeg selv fra Danmark.
Fra 2011-2015 arrangerede vi en lille en-dags klovneteaterfestival i landsbyen Falerum i Sverige (Östergötland). Her lånte vi landsbyens ”bygdegård” (forsamlingshus) på toppen af en lille Klint, og deraf kom navnet til festivalen, ”Klintkalaset” (gildet på klinten).
Konceptet er at vi mødes over ca. 6 dage skaber en 30-40 minutter lang forestilling, som vises for publikum i slutningen af ugen. Forestillingen bliver hver år baseret på et H. C. Andersen eventyr, og på den måde bliver det klovnene, som sætter skuespillet op og spiller karaktererne.
I 2016 var vi en del af H. C. Andersen Festivalen i Odense med forestillingen ”Svinedrengen”, og vi håber at kunne deltage igen i 2018.