Tændstiksmanden

Tændstiksmanden er en videreudvikling af mit solo ”Storytelling” projekt på Dell’Arte fra marts 2017.

Forestillingen er baseret på H. C. Andersens eventyr Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, men denne gang set fra farens synsvinkel. Den lille piges far bliver kort nævnt i H. C. Andersens version, som værende den faretruende faderfigur, der venter med skældud, hvis hun kommer hjem uden at have solgt en eneste tændstik.

Forestillingen behandler temaerne hjemløshed og sorg over at have mistet – mistet fodfæstet i sig selv, i livet, i verden, mistet sin plads i samfundet, mistet sin værdighed, mistet sin sans, mistet sit hjem, sine kære – mistet sin datter. Det er en rørende fortælling om en far, der ikke kan finde sin lille datter, og nu er gået helt i hundene. Han er blevet ligeså skrøbelig som de papkasser, han har lavet en imaginær landsby ud af, som det lille stykke kleenex papir, han har formet til en lille dukke, og som i hans længsels illusion, bliver til billedet på hans forsvundne datter. Forestillingen rammer ind et sted mellem klovn og tragedie – med et komiske islæt men samtidig en hjerteskærende menneskelig dybde.

Forestillingen skal videreudvikles og produceres i efteråret 2020 med premiere til december 2020.